Energisk og elskelig Revy i KAT

Vi finder en løsning… eller gør vi? Det er overskriften på årets Revy i Kerteminde Amatør Teater. I mine øjne fandt de gode revy folk både på og uden for scenen en rigtig fin løsning – og ikke én, som ventede til i morgen. Men som kom med det samme – samme aften. Der er selvfølgelig ingen grund til at vente, når folkene har så meget godt at komme med.

Så den gode løsning har KAT. Og efter at have set forestillingen, oven i købet ved en propfyldt præmiere aften, er der ingen grund til eftersætningen: Eller gør vi?

Kerteminde Borgmester synes ja at være en mand i fokus, når der tales om Rådhus, Havn og sikkert flere andre ting. Og i Revyen kom Borgmesteren også til stede indtil flere gange. For at kunne få gennemført noget, mangler Borgmesteren jo bestemt venner, der vil hjælpe ham. Og der er så mange forskellige vennekredse, at der også burde være én til kommunens førstemand!

Susanne Gammelgaard sang glimrende Borgmesterens sang, hvor han altså gerne vil have flere venner uanset om de er blå eller røde.

Langegade og dens anarki af biler, fodgængere og folk med rollatorer blev også kærligt behandlet af Ole Hansen og Lars Madsen. Det hele skal bare vendes om, som vistnok formanden for Miljø og Teknik også mener – lød det til fra scenen!

Knud Pfeil og Jette Hansen havde et fint nummer om skovsvin derude i den fine natur. Oven i købet var sangen på en aldeles kendt melodi om en sømands mange pigebekendtskaber.

Mellem de større numre var der små pausenumre, hvor der blev fyret små og store anekdoter og vitser af, som konen, der råber efter skraldebilen: Er der plads til mere? Ja, hop du bare op!

Jane Thomsen og Knud Pfeil så vi i et ret så vovet stykke – som dog blev stoppet (med vilje), inden det gik helt over gevind!

Susanne Gammelgaard dukkede op som – en næsten ukendelig blondine, der kom med alle de skæve meninger, vendinger og ordsprog, som alligevel ikke gav mening i blondinens mund. Og vi morede os kosteligt. Og morede os over, at det blot var noget, der foregik på en scene, for sådan opfatter den begavede del af befolkningen ikke blondiner! Og som hun sluttede med: Jeg skal skynde mig hen til tanken, inden den tæller1

Et stykke om, at Kertemindes lugt er gået fra lugten af fisk til lugten af vafler, som turisterne i den grad sætter til livs i store mængder. Og mange lokale også for den sags skyld.

Johannes Larsen Museet vil gerne have fat i flere mænd, og Susanne Gammelgaard fremkom i en vise over Svantes Lykkelige Dag med et væld af gode ideer, så også mænd i store mængder, vil aflægge besøg på Museet.

Jette Hansen og Ole Hansen skulle til en fest, og nettede sig selvfølgelig på husets eneste badeværelse, hvor kvinden – som sædvanlig – løb af med sejren, og var færdig til tiden!

At det hæderkronede danske postvæsen skifter den røde farve ud med den blå, stiftede vi også bekendtskab med på en ret så morsom måde.

Ole Hansen og Knud Pfeil havde et nummer om den lokale bedemand. Og der blev stillet mange undrende spørgsmål, om der faktisk ikke er nogen, der dør mere. De er enten gået bort, taget fra os, gået til vejr eller så meget andet, som vi fik gode forklaringer på.

Igen kom Susanne Gammelgaard på scenen, og fortalte om trængslerne ved at være donorbarn, og havde to kvinder til forældre – når man nu gerne vil Giftes Med Farmand, som melodien lød til sangen.

Lidt om tyveri, og hvordan man meget hurtigt får fat i nogle betjente og deres biler.

Og en fin tekst om turen ned omkring haven, inden det hele – måske – bliver ændret. Flot fremført af Ole Hansen på den gode, kendte gamle Osvald Helmuth melodi.

De gjorde det godt de 6 medvirkende på scenen. Og musikken blev flot leveret af Tage Krogh Nielsen, ligesom også Aleksandra Pfeil slap godt fra sin debut som instruktør. Lys og lyden stor Kaare Lefevre for og Brit Jæger havde for det meste en rolig aften som sufflør.

Sidste år sluttede jeg anmeldelsen med følgende: ”Og så er der lige spørgsmålet: Kan vi ikke kræve en sådan rigtig lokalrevy hvert år fra KAT? De er jo kattens gode til det! ”

 

Knud Erik Kristensen