Storspillende Satirisk Wied

De fylder scenen godt ud, selvom der kun er to medvirkende, Jørgen Greve og Niels Aage Madsen.

På glimrende vis opførte de fire små enaktere af Gudstav Wied. Og det gjorde de med vid, humor og ikke mindst satire af den fine slags.

Mellem stykkerne var der små indslag med billeder, musik og lyd, der blandt andet fortalte lidt mere om Gustav Wied. En forfatter, som nok ikke er så kendt af de yngre generationer. Hvorimod vi, der er vokset op med Knagsted, Tummelumsen, Livsens Ondskab, Tante 1 og Tante 2, nok mener, at Wieds vid burde spredes lidt mere.

Det har altså KAT sat sig for på en god måde. Instruktionen er lagt i hænderne på Allan Søndervang, der også står for de forskellige forklaringer i løbet af aftenen. Musikken og billederne er fundet frem af Hanne Wendelboe, ligesom det tekniske ligger fint i hænderne på Kaare Lefevre.

Tilbage til scenen, hvor de to aktører spiller godt med vid og bid i ordene, mimikken og ikke mindst i de mange små kunstpauser, som er så vigtige, når betydningsfulde ting skal siges.

Vi møder dem blandt andet som to gamle på et alderdomshjem i ”Et Opgør”. Det viser sig, at den ene, Helms, har haft så travlt i sit liv, at hans kone er blevet forsømt. Men det klarede så den anden gamle, Krakau: ”Jeg trøstede hende og så fik hun datteren, Andrea”. ”Det var noget af en trøst”, replicerer Helms. Og et spirende Opgør ender i fryd og gammen, for vigtigst er det jo fortsat at kunne have æren i behold, selvom man symbolsk er blevet udstyret med horn i panden.

I ”Kyddet” bliver der ikke lagt fingre imellem, når talen er om den smukke halvdel af menneskeheden. Pastoren, som jo dog burde vide bedre, følger godt med i Kandidatens malende beskrivelser af nonner – og især af en enkelt nonne, som han omsider får held til at kysse. Men, som Kandidaten siger: ”Efter kysset, syntes jeg ikke, at hun var nær så dejlig, som før jeg kyssede hende!”

Det i mine øjne morsomste og mest underfundige lille stykke af Gustav Wied er ”Den hellige Ånd.” Umiddelbart en person, som bliver overmandet af Helligånden, af kristendommen, især, da han kan se en stor økonomisk fordel ved det. Og ligeså ihærdigt denne Søren Forkarl, tidligere talte for sin ateisme og for de små i samfundet – ligeså ihærdigt angriber, han nu sin egen fortid – ”jeg var blind, men er nu blevet seende”, som det kunne udtrykkes.

Og det gælder jo i mangt og meget, at man skifter meninger om det ene eller det andet. Selvom man egentlig ville benægte det, så gør vi det hele tiden. Meninger kan skiftes alt efter, hvordan vinden blæser, fortæller Gustav Wied os – og især, hvis der er økonomi i det også.

Søren Forkarl spilles glimrende med al den fylde, som Jørgen Greve kan opvise, ligesom Ole Uldhandler i Niels Aage Madsens skikkelse får det hele med. Det underfundige, drilleriet, og det satiriske over, at Søren Forkarl, jo i sidste ende ikke er så dum, som han ser ud til.

Til slut skal blot siges, at det var en god, underfundig og faktisk også opbyggende aften at være i godt selskab med KAT og opførslen af de fire små enaktere.

 

Knud Erik Kristensen

Se billederne fra forestillingen her

Luk