Livstræet – Overraskende og Rørende Seenager Stykke!

 

Seenager. Et forholdsvis nyt ord. Der skal smage lidt mere af glæde, geist og et aktivt liv, i stedet for ordet senior. Der er så mænd ikke noget i vejen med ordet Senior. Det er desværre bare kommet til at handle lidt for meget om at blive gammel, rollator generationen, en byrde for samfundet og så videre.

KAT beskriver i stykket: Livstræet – Seenager livet på godt og på godt. Med et glimt i øjet, underfundigt, også indimellem med skarp ironi. Og igennem det hele ligger så også alvoren. Dette med, at har man holdt mange fødselsdage, kommer der så også lidt flere skavanker hen ad vejen. Det gælder såmænd også ægteskabelige skavanker, hvor vanen gennem årene måske har fået lidt for meget magt.

I forestillingen fremføres der 11 forskellige tekster, hvoraf de fleste er skrevet af forfatteren Jacob Clausen, der foruden stykket her, har udgivet over 39 romaner og 26 skuespil.

Teksterne handler om at være Seenager. Altså blive og være gammel, som det også kan hedde. Og det kan være besværlig, men i hele forestillingen er der denne glade optimisme – om troen på livet, troen på hverdagen i al dens enfoldighed, troen på glæden, selvom det er en kraftramt person, der fortæller det.

IT er noget møj, hedder det – lige indtil man opdager, at det er det nu alligevel ikke!

Og hvorfor ikke lige mindes de glade soldaterminder, når man nu alligevel er blevet sendt udenfor af konen for at feje fliserne. Og fejekosten kan jo bruges som et harmløst gevær.

Der bliver også taget livtag med demens sygdommen på en god og underfundig måde. Således at denne tekst ligesom de andre også rører én. For skal vi grine eller græde, når der faktisk kan gøres begge dele?

Vi hører om en charterrejse, hvor pointen er den kendte, at rejseselskaberne ofte sælger drømmerejser. Problemet er så desværre en gang imellem, at drømme hos selskabet og kunderne ikke altid stemmer overens.

Ægteskabet, og især vaneægteskabet behandles også i en længere tekst, der er skrevet af Runa J. Kähler. ”Hvad har vi dog gjort, at vi skal have det så godt” lyder det fra manden flere gange, mens hustruen måske har en lidt anden mening om tingene. I hvert fald er der tale om et ægteskab, hvor der nok snakkes en hel masse, men der bliver talt meget lidt. Og den kærlighed, der burde være i ægteskabet synes at være langt borte. Men vanens magt kan være umådelig stor. Og så leves det lidt kedelige liv hvor dag på ny.

Som noget nyt og anderledes opfordrer skuespillene til, at man taler om de forskellige tekster både i pausen og bagefter. Er der noget genkendeligt i stykket? Ja, og det er der for alle. Genkendeligt både for én selv og så for de mennesker, man omgås til daglig.

Det er de store Seenager spørgsmål, der røres ved i stykket. Og der kommer så forskellige svar på, hvordan det er muligt at takle disse spørgsmål. Altså hvordan andre gør det.

Vigtigst af alt er dog, hvordan man selv forholder/vil forholde sig til de fysiske og psykiske skavanker, som kommer med alderen.

Vil man være pessimist, sortseer, brokke hoved. Ja, så kan man jo det. Det er det nemmeste. For så skal man bare skælde ud og rakke ned på andre. Og det er måske det, vi mennesker er noget af det bedste til.

I stedet opfordrer Livstræet til, at man er optimist, at man bevare troen på livet selv på trods af alle mulige anslag mod netop livet. At man som det hedder: Vælger at være glad.

Derfor er det også fint, at stykker slutter med fællessang om Livstræet, hvor vi opfordres til at lege og føle, at livet er så stort, at vi kun kan føle glæde ved det.

Tak til de dygtige aktører på og udenfor scenen: Hanne Wendelboe og Inge Napora. Allan Søndervang og Jørgen Greve, som har delt instruktionen mellem sig. Preben Herner, som er debutant på KATs scene.  Samt Ruth Lefevre som Suffli og Kaare Lefevre, der står for lys, lyd m.m.

Forestillingen spiller søndag den 13. maj kl. 16.00. Mandag den 14. maj kl. 19.00 og tirsdag den 15. maj ligeledes kl. 19.00.

Så til sidst blot en kraftig opfordring til at bevæge sig hen i Teaterhuset i Nørregade og få en overraskende og rørende eftermiddag eller aften ud af det.

 

Knud Erik Kristensen

 

Luk